Mit kejsersnit

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, blev jeg selvfølgelig helt vildt glad. Men da jeg var færdig med at være i lykkerus over den glædelige nyhed, kommer jeg heller ikke udenom, at babyen jo også skulle ud af mig, og netop der startede mit livs mareridt. Tanken om at noget skulle ud af mig i den nedre region skræmte mig fra vid og sans, og jeg kunne kun tænke på, at mit underliv skulle sprænges itu, og at det aldrig ville blive normalt igen dernede.

Lykken blev erstattet af angst
Mange nætter gik med at jeg vågnede angst ved tanken om fødslen. Jeg panikkede, græd, rystede og måtte vække Toke, som trøstede mig og sagde at alt nok skulle gå. Mange dage gik med det samme – jeg græd uafbrudt, når tanken slog over på fødslen og at der nu ikke var nogen vej udenom – baby skulle ud. Jeg følte at min krop var et fængsel blandet med lykke. En sær følelse, som for mig var yderst angstprovokerende.

Tanken om et kejsersnit skræmte mig ikke ligeså meget som en vaginal fødsel. Jeg kunne se flere fordele og følte bedre, at jeg kunne forene mig med tanken om at skulle have et planlagt kejsersnit. Det gav mig mere ro, for jeg ville vide nogenlunde, hvordan det ville forløbe sig på selve dagen, og hvornår baby skulle komme til verden (og mit underliv ville blive skånet).

Alle kan få kejsersnit
I Danmark gør jordemødrene og lægerne rigtig meget ud af at fortælle, hvor sundt det er at føde sit barn på den ?naturlige? måde (ja allerede fra start følte jeg mig fremgjort, fordi jeg ønskede kejsersnit-vejen), så derfor er kejsersnit ikke et valg man selv kan vælge, men hvad ingen fortæller, er at man rent faktisk godt selv kan vælge at få et: Kejsersnit på moders ønske, hedder det. Der er tre fødselsmuligheder: vaginal fødsel, akut kejsersnit og planlagt kejsersnit.

Fødselsforberedelserne gjorde mig utilpas
Jeg gik til privat fødselsforberedelse én gang om ugen under hele graviditeten og jeg satte mig godt og grundigt ind i alt ved den naturlige fødsel. Men det hjalp mig ikke med at blive mindre bange for at skulle føde. Tværtimod fik jeg det dårligt hver gang jeg var til forberedelserne og snakken kom til fødslen.

På nippet til at besvime
Da vi nærmede os terminsdatoen fortalte min jordmoder, hvordan og hvorledes det hele ville forløbe med en vaginal fødsel: lige fra når veerne gik i gang til hvilken afdeling Toke og jeg skulle gå op på. Hun anbefalede os også, at vi skulle gå op på fødselsafdelingen og kigge, så vi var forberedte. Jeg kunne mærke at jeg blev brandvarm, fik hedeslag og måtte straks ligge mig på hendes briks for at undgå at besvime, alt imens Toke duppede mig med en våd klud på panden og jeg fik noget ekstra vand.

Det naturlige valg forblev unaturligt for mig
I de 9 (lange) måneder jeg var gravid, forsøgte jordmødre, veninder og familie i deres bedste mening, at tale mig fra kejsersnittet. Der blev talt utrolig godt og overraskende ‘rosenrødt’ om den naturlige fødsel. Det var det bedste for moren og det bedste for babyen. Og kejsersnittet var det dårligste både for baby og for moren. Deres meninger og holdninger, ændrede bare ikke på, at jeg inderst inde kunne mærke at et kejsersnit, var den bedste løsning for mig.

Jeg følte et kæmpe pres for, hvis jeg ikke engang kunne føde mit eget barn naturligt, hvorfor havde jeg så valgt at få det? Jeg måtte tro på, hvad folk fortalte, og hvis den naturlige fødsel var det bedste for min baby, måtte jeg hellere føde naturligt.

Kejsersnittet blev anbefalet i sidste ende
En måned inden terminsdatoen var jeg til tjek på Riget hos min jordmoder og Logan lå åbenbart med hovedet oppe (trods han gangen før, lå helt planmæssigt med hovedet nede). Efter to fysiske vendingsforsøg sad han stadig fast i bækkenet og ville ikke vende sig rundt. Når ens baby ikke har vendt sig så kort tid på terminsdato, så har man to muligheder: Føde ham med kroppen først og hovedet til sidst også kaldet ‘sædefødsel’ eller få et planlagt kejsersnit. På Riget anbefalede de at man fik kejsersnit, trods jordemoren forsat mente, at en sædefødsel var helt almindeligt. Jeg blev dybt frustreret for nu havde jeg gået i 9 måneder og var blevet talt fra at få kejsersnit og nu blev det ligefrem anbefalet.

Jeg blev vred på mig selv over ikke at have lyttet ordenligt efter min krop og ønsket kejsersnit fra start af, så kunne jeg have brugt de 9 måneder på andet end at være angst og ked af det. Men jeg lærte meget af det, for det er jo netop en del af det at blive mor; at turde at stå op for sig selv og tro på, at det man føler, vælger og gør, er det helt rigtige for ens barn og sig selv.

Kejsersnittet var det bedste for mig
Jeg valgte kejsersnittet og det var den bedste oplevelse for mig. Jeg var ved fuld bevidsthed under hele operationen og lægerne og de seks andre sygeplejersker/hjælpere var super dygtige og søde. Før jeg blev lagt ned på briksen, fik jeg en rygmarvsbedøvelse, hvor man sædvanligvis får en mindre bedøvelse først. Dog er det sådan, at jeg ikke kan tåle nogle af de stoffer, der er i den simple bedøvelse, så dem sprang jeg over ? men alt gik fint, selvom jeg har prøvet sjovere ting i verden.

Toke sad på en stol bag ved mig, som lå på operationsbordet. Der var et grønt klæde imellem lægerne og Toke og jeg, så vi kunne ikke se, hvad der skete fra min navle og ned. Vi havde også aftalt på forhånd og sagt til lægerne at Toke ikke skulle se, når babyen kom ud af maven på mig. Alle detaljer var på plads for mit eget vedkommende og det var lige dén tryghed, som jeg havde manglet ved den vaginale fødsel. Toke havde fået lov til at tage en lille æblejuice med ind og spurgte sygeplejersken om han måtte få en tår, anden gang han spurgte, sagde hun at det kunne han ikke for om 30 sekunder ville han blive far. Jeg kan huske, at jeg var ret bange, da jeg lå der på operationsbordet, men med Toke bag ved mig, som rørt over situationen, hviskede ind i mit øre, at han elskede mig, at jeg var verdens sejeste kvinde og at han altid ville være min og være der for mig, gjorde det situationen til verdens bedste oplevelse. Som sygeplejersken sagde gik der ikke mere en 30 sekunder (og på det tidspunkt havde jeg ligget ned i 10-15 min) også kunne jeg høre et vræl og Logan lå på mit bryst helt fin, som om han havde været på spa-ferie inde i min mave. Der var ingen blod på ham og han var ikke snasket ind i fosterfedt. Han var helt vildt fin, helt vildt perfekt.

Logan er sund og rask, og han har ikke haft nogen skavanker fra kejsersnittet. Han er det roligste, mest tilfredse og glade barn set i mands minde. Hvis jeg skal have flere børn, så skal jeg have planlagt kejsersnit igen.

Så når nogen spørger om jeg kan anbefale et planlagt kejsersnit, så kan jeg for mit eget vedkommende, kun sige, at det var den bedste oplevelse for os og det var så smukt.